U17 og U19 træningstider

Blokhus FC's ungdomshold U17 og U19 har nu påbegyndt træningen forud for sæsonstarten. Se træningstider m.v. her.

Vision for ungdomssamarbejde


12 nordjyske klubber arbejder sammen med Blokhus FC mod at sikre den bedst mulige fodboldfremtid for ungdomsholdene i Jammerbugten.

I 2010 tog Blokhus FC initiativ til igangsætningen af et nyt talentudviklingsprojekt. Et projekt, fokuseret omkring et samarbejde mellem Blokhus FC og en række nordjyske klubber i og omkring Jammerbugten. Samarbejdet dækker over en fælles overbygning samt et bredde- og elitearbejde for ungdomsfodbolden i de involverede klubber.

Initiativet til dette samarbejdsprojekt er resultat af et brændende ønske om at bidrage til en positiv udvikling indenfor fodboldsporten generelt og i området i særdeleshed. Det overordnede mål er derfor, at kunne bidrage til at fastholde og tiltrække flere aktive unge fodboldspillere i alle involverede klubber.

Balance mellem bredde og elite
Som en del af denne proces ønsker Blokhus FC at hjælpe moderklubberne til at samarbejde med fælleshold, således det sikres, at samtlige moderklubber er repræsenteret i flest mulige årgange fra U13 – U19. Det kan ske i form af selvstædige hold eller som holdsamarbejde klubberne imellem. Dette skal sikre fastholdelsen af ungdomsspillerne i de enkelte moderklubber.

I samarbejde med de deltagende klubber arbejder Blokhus FC således målrettet mod at skabe de bedst mulige forudsætninger for involverede klubber, træner og spillere. Som initiativtager stiller Blokhus FC sin viden og erfaring til rådighed og ønsker gennem diverse arrangementer og kurser med mere at bidrage til udviklingen af ungdomsfodbold i Jammerbugten.

På sigt er målet, at dette arbejde kan resultere i et højnet niveau i klubberne – både blandt spillere og trænere. Blokhus FC kan i denne sammenhæng tilbyde de spillere med rette lyst og rette niveau muligheden for at blive en del af et elitemiljø i Blokhus FC og via de fælles overbygningshold, i form af Blokhus FC’s U17 og U19 hold, at spille og udvikle sig sammen med de bedste spillere i Jammerbugten.